Artiklen handler om, at Socialdemokratiets hovedbestyrelse med Mette Frederiksen i spidsen planlægger at ophæve et 55 år gammelt forbud mod dobbeltmandater, som blev indført i 1969. Forbuddet blev oprindeligt indført for at forhindre, at folketingsmedlemmer også kunne være borgmestre, hvilket især var rettet mod den daværende socialdemokrat Erhard Jakobsen. Nu foreslår hovedbestyrelsen, at folketingsmedlemmer igen skal kunne stille op til kommunalvalg, dog uden at kunne besidde både en borgmesterpost og et folketingsmandat samtidig.
Formålet med at ophæve forbuddet er at modvirke den nedgang i vælgerstøtten, som Socialdemokratiet har oplevet, især i større byer som København, hvor partiet har mistet vælgere til andre partier som Enhedslisten. Forslaget møder dog modstand i dele af partiets bagland, hvor nogle lokalforeninger mener, at forbuddet bør bevares for at sikre politikernes fokus på deres vælgere og partimedlemmer.
Mogens Lykketoft, der var med til at indføre forbuddet i 1969, støtter forslaget om at lempe på forbuddet, men er enig i, at det stadig bør være forbudt at kombinere borgmester- og folketingsposter.
Jeg gætter på at det er resultatet af kommunesammenlægningerne. Der var måske et større spring fra kommunalpolitik til amterne, end der er nu fra kommunerne til regionerne, men til gengæld er det sværere at få foden i døren i kommunerne. Det medfører sandsynligvis større krav til både professionalisme og tidsforbrug, og det skræmmer wannabe-politikere og løsgænger-idealister væk. Og ikke mindst er der markant større konkurrence om posterne i de etablerede partier.
Måske spiller fremdriftsreformen også ind, at de unge bliver presset gennem uddannelsessystemet. Lige så vel som der er færre frivillige i f.eks sportsklubber, som spejderledere og den slags, så er der heller ikke tid til at være fodsoldat i de politiske partier. Men det skulle jo efter sigende være [mere effektivt].
Det er gode pointer, jeg havde slet ikke tænkt på hvordan de reformer har påvirket det politiske landskab på den måde 🤔