Jeg har ikke forstand på eksponeringsterapi, jeg har indtryk af at det er modbevist - at det oftere skader end gavner. Men jeg ved det ikke.
Men spørgsmålet er: Hvor sikker er du på, at det er godt for barnet, at tvinge dem til at lave en præsentation for klassen? Hvor sikker er du på at det ikke gør angsten værre? Hvor sikker på at det ikke gør mobberi værre? Hvor sikker er du på at det ikke forværrer tilliden til lærere og hele skolesystemet?
Indtil du kan sige at det er pokkers tæt på 100% for alle børn, kan du ikke se at børn ikke skal undtages.
Jeg har ikke forstand på eksponeringsterapi, jeg har indtryk af at det er modbevist - at det oftere skader end gavner. Men jeg ved det ikke.
Det er slet ikke mit indtryk. Så vidt jeg forstår er det helt legitimt og noget af det der virker bedst for angst. Wikipedia skriver i hvert fald “Numerous studies have demonstrated its effectiveness in the treatment of disorders such as generalized anxiety disorder, social anxiety disorder, obsessive–compulsive disorder (OCD), post-traumatic stress disorder (PTSD), depression, and specific phobias.”, du kan jo tjekke kilderne hos dem hvis du vil læse yderligere, men det er da ikke rigtigt at det skader mere end det gavner.
Hvor sikker er du på, at det er godt for barnet, at tvinge dem til at lave en præsentation for klassen?
Jeg er meget mere sikker på at det er godt end at det er skidt. Hvordan er det skidt? Okay, måske står barnet og stammer og er nervøs og har det hårdt. De synes garanteret ikke det er en fed oplevelse. Sådan havde jeg det også da jeg fremlagde i skolen første gang og jeg kan da ikke huske nogen i 3. klasse der synes det var fedt at fremlægge. Men 10. gang man fremlagde var sgu alligevel nemmere end første gang man gjorde det, og det er jo det der er hele pointen. At fremlægge første gang er noget nyt, noget skræmmende, noget pinligt. Men når alle i hele klassen har fremlagt 100 gange, så er det jo bare hverdag. Hvis du kommer til arbejdslivet og det er første gang du skal til at fremlægge, så kan det være du får en stresssygemelding i stedet for at du bare er lidt nervøs.
Vi er nødt til at have modgang mens vi stadig kan formes i vores unge år, ellers kan vi slet ikke holde til den modgang vi uundgåeligt møder senere i livet.
Huh? Du beskriver selv at du slet ikke havde nogen problemer? Så tror da pokker du tror at det er nemt.
Hvis der ikke er andet problem end man lige skal vænne sig til det, så er der da selvfølgelig bare at komme i gang.
Selvfølgelig er min bekymring dem som faktisk har problemer. Dem som bryder grædende sammen. Dem som bliver mobbet (ikke drillet) om deres præstation, selv hvis de ikke gør noget forkert. Dem som ikke lærer meget andet, end at præsentationer er værre end de troede. Dem som laver alle de præsentationer de bliver bedt om, men stadig får det fysisk dårligt ved tanken, når de er voksne.
Hvis der ikke er andet problem end man lige skal vænne sig til det, så er der da selvfølgelig bare at komme i gang.
Men nu er vi jo tilbage til eksponeringsterapi. Hvad er eksponeringsterapi udover at vænne sig til det? Og det virker. Det viser sig at det meste angst faktisk bare er et spørgsmål om at vænne sig til det. Når man har prøvet det og hjernen lærer at den ikke dør af det, så lærer den også at angsten ikke er nødvendig. Du er nødt til at få børn til at vænne sig til det, og de skal nok vænne sig til det hvis de bliver tvunget til det nok.
Når du går med til at lade dem lade vær med at fremlægge, så forstærker du i stedet angsten. Dine forældre og læreren, i og med at de går med til forbuddet, bekræfter jo at din angst er legitim. “Hvis mine forældre og læreren også synes at jeg ikke skal fremlægge, så må der faktisk være noget skidt ved at fremlægge”. Du får din angst bekræftet og du får aldrig din angst udfordret. Når du så er ældre og angsten ikke kan formes væk som modellervoks fordi din hjerne ikke længere er som et barns hjerne, ja så har du nu fået kronisk angst. Det skal helst tages mens man er barn.
Kilde: Jeg har snakket med en psykolog om det her.
1: Er enhver eksponering eksponeringsterapi som virker?
2: Findes der andre problemer end angst, som ikke bliver afhjulpet med eksponeringsterapi?
3: Hvis man slipper for at noget i skolen, er det så teknisk muligt at barnet ikke bare slipper, men gør noget andet i stedet? Og i så fald, kunne det være at det er bedre for barnet, eller er skolen bare altid uden undtagelse perfekt?
Jeg har ikke forstand på eksponeringsterapi, jeg har indtryk af at det er modbevist - at det oftere skader end gavner. Men jeg ved det ikke.
Men spørgsmålet er: Hvor sikker er du på, at det er godt for barnet, at tvinge dem til at lave en præsentation for klassen? Hvor sikker er du på at det ikke gør angsten værre? Hvor sikker på at det ikke gør mobberi værre? Hvor sikker er du på at det ikke forværrer tilliden til lærere og hele skolesystemet?
Indtil du kan sige at det er pokkers tæt på 100% for alle børn, kan du ikke se at børn ikke skal undtages.
Det er slet ikke mit indtryk. Så vidt jeg forstår er det helt legitimt og noget af det der virker bedst for angst. Wikipedia skriver i hvert fald “Numerous studies have demonstrated its effectiveness in the treatment of disorders such as generalized anxiety disorder, social anxiety disorder, obsessive–compulsive disorder (OCD), post-traumatic stress disorder (PTSD), depression, and specific phobias.”, du kan jo tjekke kilderne hos dem hvis du vil læse yderligere, men det er da ikke rigtigt at det skader mere end det gavner.
Jeg er meget mere sikker på at det er godt end at det er skidt. Hvordan er det skidt? Okay, måske står barnet og stammer og er nervøs og har det hårdt. De synes garanteret ikke det er en fed oplevelse. Sådan havde jeg det også da jeg fremlagde i skolen første gang og jeg kan da ikke huske nogen i 3. klasse der synes det var fedt at fremlægge. Men 10. gang man fremlagde var sgu alligevel nemmere end første gang man gjorde det, og det er jo det der er hele pointen. At fremlægge første gang er noget nyt, noget skræmmende, noget pinligt. Men når alle i hele klassen har fremlagt 100 gange, så er det jo bare hverdag. Hvis du kommer til arbejdslivet og det er første gang du skal til at fremlægge, så kan det være du får en stresssygemelding i stedet for at du bare er lidt nervøs.
Vi er nødt til at have modgang mens vi stadig kan formes i vores unge år, ellers kan vi slet ikke holde til den modgang vi uundgåeligt møder senere i livet.
Huh? Du beskriver selv at du slet ikke havde nogen problemer? Så tror da pokker du tror at det er nemt.
Hvis der ikke er andet problem end man lige skal vænne sig til det, så er der da selvfølgelig bare at komme i gang.
Selvfølgelig er min bekymring dem som faktisk har problemer. Dem som bryder grædende sammen. Dem som bliver mobbet (ikke drillet) om deres præstation, selv hvis de ikke gør noget forkert. Dem som ikke lærer meget andet, end at præsentationer er værre end de troede. Dem som laver alle de præsentationer de bliver bedt om, men stadig får det fysisk dårligt ved tanken, når de er voksne.
Men nu er vi jo tilbage til eksponeringsterapi. Hvad er eksponeringsterapi udover at vænne sig til det? Og det virker. Det viser sig at det meste angst faktisk bare er et spørgsmål om at vænne sig til det. Når man har prøvet det og hjernen lærer at den ikke dør af det, så lærer den også at angsten ikke er nødvendig. Du er nødt til at få børn til at vænne sig til det, og de skal nok vænne sig til det hvis de bliver tvunget til det nok.
Når du går med til at lade dem lade vær med at fremlægge, så forstærker du i stedet angsten. Dine forældre og læreren, i og med at de går med til forbuddet, bekræfter jo at din angst er legitim. “Hvis mine forældre og læreren også synes at jeg ikke skal fremlægge, så må der faktisk være noget skidt ved at fremlægge”. Du får din angst bekræftet og du får aldrig din angst udfordret. Når du så er ældre og angsten ikke kan formes væk som modellervoks fordi din hjerne ikke længere er som et barns hjerne, ja så har du nu fået kronisk angst. Det skal helst tages mens man er barn.
Kilde: Jeg har snakket med en psykolog om det her.
1: Er enhver eksponering eksponeringsterapi som virker?
2: Findes der andre problemer end angst, som ikke bliver afhjulpet med eksponeringsterapi?
3: Hvis man slipper for at noget i skolen, er det så teknisk muligt at barnet ikke bare slipper, men gør noget andet i stedet? Og i så fald, kunne det være at det er bedre for barnet, eller er skolen bare altid uden undtagelse perfekt?
Fine spørgsmål men ikke noget jeg føler mig kvalificeret til at svare på. Jeg ved bare at eksponering generelt virker godt