At vente til 10 år er lidt optimistisk. Det er som regel i 3.klasse at de stopper i SFO og selv skal gå hjem. Der er de 8-9 år, og forældrene vil gerne have mulighed for kontakt af både sikkerhedsmæssige og praktiske årsager.

Jeg tror ikke at dumb phones er løsningen, for det er lige så stigmatiserende som ikke at have en smartphone, og mon ikke også de så alligevel har en tablet eller pc derhjemme. Som 8-9 årige er de jo kloge nok til at bryde ud af Ramasjang appen og selv installere TikTok eller hvad det nu måtte være.

Artiklen her fortæller den sædvanlige bekymring på baggrund af hvordan forfatteren har iagttaget andre børn bruge telefonen forkert, og forslag om at begrænse det ved forbud eller opfordringer til en afholdelsespolitik med referencer til alverdens studier af den slags. Det er bare direkte utopisk, så længe man ikke kan redegøre for problemet mere nuanceret end bare at pege på andres inaktive børn. Det er lidt som at forbyde rygning mens man selv står med en smøg i kæften. “Unge mennesker i dag” har altid været et problem for voksne som blot iagttager uden at forstå.

Det giver fint mening at forbyde telefoner i skoletiden medmindre de indgår i undervisningen, men derhjemme kan der opstå situationer hvor online adgang er en god løsning når som helst og hvor som helst, så det er mærkeligt at begrænse det på tid eller helt.

Jeg vil hellere opfordre til at overveje hvad der er godt at bruge en telefon til, og hvad der bare er tidsspilde. Bruger du den selv til praktiske ting, til social omgang eller er det bare doomscrolling? Hvis man selv forstår sit eget misbrug, så kan man også bedre hjælpe sine børn med at forstå deres.